Hjem Sport AaB-boss afviser blankt: Intet møde

AaB-boss afviser blankt: Intet møde

af Extra Avisen


AaB har ikke holdt et møde med en eventuel ny cheftræner.

Det fortæller klubbens sportschef, Inge Andre Olsen, til Nordjyske.

Onsdag kom det frem, at AaBs nuværende cheftræner, Marti Cifuentes, er solgt til den svenske storklub Hammarby.

Straks var der rygter, der satte Randers FCs Thomas Thomasberg, Viborg FFs Lars Friis og den tidligere AaB-cheftræner Jacob Friis i forbindelse med den nordjyske Superliga-klub. Men AaBs sportschef kan ikke genkende disse rygter.

– Det (Et møde med Thomasberg, red.) kan jeg blankt afvise, for det har ikke noget på sig. Vi har ikke holdt et møde med Thomas Thomasberg eller andre trænere på nuværende tidspunkt. Vi er et sted i processen med at finde en ny træner, hvor vi ikke har haft møder med en eventuel træner, siger Inge Andre Olsen.

Marti Cifuentes står til at forlade AaB den 1. marts, hvorfor AaB har halvanden måned til at finde en afløser.

Fredag morgen rejser AaB til Malta for at tage på en træningslejr, men det er endnu uvist, om den spanske cheftræner tager med på træningslejren.

AaB overvintrer på en fjerdeplads i 3F Superligaen med to point op til Brøndby på tredjepladsen.

Nordjydernes første kamp i 3F Superligaen efter vinterpausen er søndag den 20. februar ude mod FC Midtjylland.

Der er kampstart på MCH Arena klokken 14.00.



Source link

Flere Artikler