Hjem Underholdning Aktierne raslede ned efter chok i ny ‘Sex and the City’-serie: Nu kommer firmaet bag med genialt modsvar

Aktierne raslede ned efter chok i ny ‘Sex and the City’-serie: Nu kommer firmaet bag med genialt modsvar

af Extra Avisen


Med sit salg af interaktivt online træningsudstyr har firmaet Peloton haft kronede dage under coronanedlukningen.

Men torsdag blev der slået skår i den økonomiske glæde.

Her var der nemlig premiere på de længe ventede afsnit af ‘Sex and the City’-fortsættelsen ‘And Just Like That …’.

Og det fik Pelotons aktier til at styrtdykke.


Tre af 'And Just Like That'-skuespillerme Mario Cantone, Chris Noth, og Sarah Jessica Parker.


Tre af ‘And Just Like That’-skuespillerme Mario Cantone, Chris Noth, og Sarah Jessica Parker.
Foto: CAITLIN OCHS

Vis mere

Hvis du endnu ikke har fået set premiereafsnittet, så vent med at læse denne artikel. Hvis du har, så ved du godt, hvad vi snakker om.

For efter at fans af Carrie Bradshaw og Mr. Bigs ægteskab jublende bekræftes i, at de stadig er sammen, går der rundt regnet kun en halv time, før John James Preston, som Mr. Big rigtig hedder, dør i sin elskedes arme.

Af hjertestop. Efter at have hjulet som en sindssyg på en motionscykel fra Peloton.

Og det fik altså producentens aktier til at falde med mere end 16 procent.

Ifølge BBC havde Peloton godkendt, at deres firmanavn ville blive nævnt i ‘And Just Like That …’ – de skulle dog ikke have vidst, at den ville spille en rolle i et chokerende dødsfald.

Hos Peloton forsøger man dog at mane til besindighed.

»Mr. Big levede, hvad mange vil kalde en ekstravagant livsstil med cocktails, cigarer og store bøffer og var i risikogruppen for hjerteanfald, som han også fik i sæson seks,« siger lægen Suzanne Steinbaum, som arbejder for Peloton, til Los Angeles Times.

»Disse livsstilsvalg og måske hans familiehistorik, som ofte er en signifikant faktor, var sandsynligvis årsagen til hans død. At cykle på hans Peloton-cykel har nok hjulpet til at udskyde hans hjerteanfald.«

Mr. Big kan da også ses ryge en stor cigar, lige inden han hopper i cykeltøjet.

Efter aktiefaldet har Peloton dog igen følt sig nødsaget til at frikende træningsudstyret.

Det gør de med en reklamevideo, hvor Mr. Big, der spilles af Chris Noth, sidder sammen med den virkelige Peloton-instruktør, Jess King, der også er Mr. Bigs onlinetræner i serien, og snakker om at ‘tage en tur’, inden de nikker hen mod deres to motionscykler.

Herefter kommer en fortællerstemme, stemmelagt af Ryan Reynolds, og fortæller:

»And just like that (på et splitsekund, red.) blev verden mindet om, at regelmæssig cykeltræning …«, inden han remser alle de helbredsmæssige fordele ved en aktiv livsstil op.

Inden han slutter med et:

» … han er i live.«


Peloton har slået sig op på at lave online træningslektioner, vist direkte på træningsudstyret, så man kan få en personlig træner derhjemme.


Peloton har slået sig op på at lave online træningslektioner, vist direkte på træningsudstyret, så man kan få en personlig træner derhjemme.
Foto: Scott Heins

Vis mere

Det er ikke første gang, Peloton er i stormvejr over en tv-optræden.

I 2019 blev firmaet beskyldt for at være sexistisk, da de lancerede en reklame, hvor en kvinde takker sin kæreste for at have hjulpet hende med at komme i form ved at forære hende en cykel. Det gør hun ved at vise ham en video, hvor hun har filmet sin daglige træningsrutine i et år.

Desuden måtte firmaet sidste år tilbagekalde en stribe løbebånd, efter at omkring 70 personer var kommet til skade, og minimum ét barn var død efter at være blevet trukket ind under et rullende bånd. Dengang faldt aktierne selvsagt også voldsomt.

Denne gang hyldes Peloton dog trods alt for at have formået at smække en reklame sammen på 48 timer.

Eller som en Twitter-bruger tørt konstaterer, efter at Carrie Bradshaw lod en døende Mr. Big ånde ud i sine arme:

‘Peloton var hurtigere med et svar, end Carrie var til at ringe efter en ambulance.’





Source link

Flere Artikler