Hjem 112 Anklagere går efter rekordstraf i sag om hvidvask

Anklagere går efter rekordstraf i sag om hvidvask

af Extra Avisen


Anklagerne vil kræve fængsel i ti år i en sag om falske fakturaer i Københavns Byret. Det vil i givet fald være rekord for økonomisk kriminalitet.

Påstanden om fængsel i henholdsvis ti, ni og otte år til tre af de påståede hovedmænd rejses i den sag, som politiet har efterforsket under navnet ‘Operation Greed’.

Det fremgår af den skriftlige version af proceduren, som er indleveret til retten mandag.

Dermed mener anklagemyndigheden, at kriminaliteten er grovere end den, som for eksempel direktøren i firmaet Hesaligth begik.

Lars Nørholt blev sidste år af Højesteret idømt fængsel i syv år for bedrageri for 562 millioner kroner og andre lovovertrædelser.

I sagen om bedrageri og dokumentfalsk vedrørende mere end 800 millioner kroner i IT Factory fik Stein Bagger ligeledes fængsel i syv år.

Tiltalen i den aktuelle sag drejer sig om hæleri og hvidvask af cirka 530 millioner kroner, ligesom statskassen skal være blevet unddraget omkring 290 millioner kroner i skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag.

I alt er 17 mænd og tre selskaber anklaget i straffesagen, som er den mest omfattende nogensinde. Efterhånden har den været under behandling i Københavns Byret i næsten tre år.



Source link

Flere Artikler