Hjem Underholdning Anmeldelse: Ny ‘Krumme’-film er en dårlig kopi – hun er decideret dum og ulækker

Anmeldelse: Ny ‘Krumme’-film er en dårlig kopi – hun er decideret dum og ulækker

af Extra Avisen


Selvfølgelig er den nye ‘Krumme’-film ikke lige så god som de originale med Laus Høybye fra 1990erne.

Den nye, sjette (!) film om familien Krumborg har hyggelige elementer, og Noah Storm Otto, som man kender fra DR-serien ‘Ulven kommer’, er en sød ny Krumme, men grundlæggende er ‘Krummerne – det er svært at være 11 år’ først og fremmest en dårligere udgave af de gamle.

Det er syv år siden, at ‘Krumme’-bagmand Regnar Grasten sidst relancerede ‘Krumme’-serien med nye skuespillere.

‘Krummerne – alt på spil’ solgte i 2014 lidt over 200.000 biografbilletter, hvilket jo er relativt meget, men sammenlignet med ‘Krummerne’ fra 1991, der solgte over 850.000 billetter, går det i den forkerte retning, og det nye hold ligner heller ikke et, der kan skabe ny ‘Krumme’-magi.


Krumme og Tom.


Krumme og Tom.
Foto: Pressefoto

Vis mere

Den nye – og nu femte – ‘Krumme’ spilles som nævnt af 11-årige Noah Storm Otto, der rammer tonen fint som uheldig hverdagshelt med et godt øje til klassekammeraten Yrsa.

Desværre er han omringet af knap så velcastede kollegaer, der ofte optræder alt for fjollet og overspillet, og især det nye forbryderpar Ditte Hansen og Dejan Čukić irriterer.

Selvfølgelig har vi at gøre med en børnefilm, og Jarl Friis-Mikkelsen og Peter Schrøder var da også som Ivan og Boris et par tegneserieforbrydere i de første par film.

Men med Ditte Hansen og Dejan Čukic bliver det alligevel en tand for karikeret, og især Ditte Hansens gimmick med konstant at stikke fingeren op i næsen på folk er decideret dum og ulækker.


Ditte Hansen og Dejan Cukic som forbryderparret Tina og Jeff.


Ditte Hansen og Dejan Cukic som forbryderparret Tina og Jeff.
Foto: Pressefoto

Vis mere

Jeg er heller ikke fan af Esben Dalgaards bud på en ny ‘Krumme’-far.

Han er god som familiefar i Netflix-hittet ‘Kastanjemanden’, men i ‘Krumme’-universet er han alt for lalleglad, og man kan kun ærgre sig over, at Dick Kaysø er blevet for gammel til et comeback.

Historiemæssigt virker flere ting også til at være genbrug fra de tidligere film.

Vi har Krumme og storesøster Stines skænderi rundt om morgenbordet, der får Fru Olsen nedenunder op i det røde felt.

Lillebror Grunk bliver glemt i farten, da familien skal ud ad døren, og ligesom Krumme-mor endnu en gang er optaget af en symaskine, tager Krumme og hans ven Tom på forbryderjagt.

Med de mange genbrug kommer man nemt til at sidde undervejs og sammenligne med de gamle film, og her havde det været sjovt, hvis man i stedet havde prøvet at gentænke universet i en helt ny retning.

Hvad trækker så op?

Selvfølgelig er det ikke videre originalt, at familien Krumborg som en rigtig 2021-familie tager en pause fra deres mobiltelefoner, og at storesøster Stine er teenage-woke og derfor imod afbrændingen af hekse sankthansaften.

Filmens afsluttende action-sekvens er heller ikke noget at råbe hurra for, men derudover er ‘Krummerne – det er svært at være 11 år’ hyggelig nok og skal da helt sikkert begejstre de yngste seere, der formentlig synes, at flere af de fjollede indslag er sjove.

‘Krummerne – det er svært at være 11 år’ ødelægger ikke noget, den nye ‘Krumme’ gør det fint, og om ikke andet bliver man mindet om de gode gamle dage.

Jeg har i hvert fald fået lyst til at gense ‘Krummerne 2’. Den hvor de holder jul, og Krumme vinder det store hestederby.



Source link

Flere Artikler