Hjem Underholdning B.T.s julekalender – 23. dec: Ti år efter Anja Steensig stoppede på skærmen: ‘Jeg kan næsten ikke huske, hvem jeg var dengang.’

B.T.s julekalender – 23. dec: Ti år efter Anja Steensig stoppede på skærmen: ‘Jeg kan næsten ikke huske, hvem jeg var dengang.’

af Extra Avisen


Hun kalder sin rejse kringlet og uforudsigelig.

Anja Steensig er især kendt for sin tid på skærmen, hvor hun har været vært på ‘DR Sporten’, ‘Anja og BS på afveje’, ‘Roomservice’, ‘Rent fup’ og ‘Go’ aften Danmark’. I dag er hun stadig formidler – nemlig af Guds kærlighed.

»Jeg bliver stadig genkendt på gaden. Faktisk har jeg aldrig lagt så meget mærke til det som dem, jeg følges med. Bliver altid overrasket over, at folk kan genkende mig – også dengang,« fortæller Anja Steensig.

Hun debuterede som studievært i 2000 på ‘DR Sporten’ og havde sit seneste værtsjob i 2011 på ‘Nova FM’. Og når Steensig tænker tilbage på sine 11 år i værtsstolen, beskriver hun sig selv som værende »primært glad«.


Foto fra 2000 af Anja Steensig


Foto fra 2000 af Anja Steensig

Vis mere

»Jeg var ung og fik lov til at lave sjove ting i et kreativt miljø med dedikerede kollegaer. Det var primært sjovt, og jeg var primært glad,« husker hun.

Men i alle årene havde Steensig en grundlæggende oplevelse af, at det ikke var tv-vært, hun fortsat skulle være. Måske fordi hun faktisk aldrig havde haft en ambition om jobbet.

»Det var ikke noget, jeg havde drømt om. Og jeg savnede at have noget at stå op til, som jeg brændte for. Jeg følte mig privilegeret, men det var ikke dér, jeg skulle være,« fortæller hun.

Steensig var dog ikke helt klar over, hvad drømmejobbet var. Men én ting var sikkert: Hun skulle ikke længere arbejde under chefer, men derimod finde et job, hvor hun satte sin egen dagsorden.


Marianne Florman, Kent Nikolajsen, Natasja Crone, Anja Steensig, Claus Borre og Michael Carøe ved et OL-pressemøde om DR Sportens dækning af OL i 2000


Marianne Florman, Kent Nikolajsen, Natasja Crone, Anja Steensig, Claus Borre og Michael Carøe ved et OL-pressemøde om DR Sportens dækning af OL i 2000

Vis mere

Men efter Steensig sendte sin sidste udsendelse for ‘Nova FM’ i 2011, blev hendes liv vendt på hovedet. Hun fik en dyb depression.

»Al livskraft, al vilje, al glæde, alt initiativ var væk. Som havde nogen fjernet mine batterier. Alt, hvad der definerede mig som menneske, var forsvundet, og når jeg så mig selv i spejlet, var det som at se på en fremmed,« fortæller hun.

Det mørkeste hul, som hun befandt sig i, viste sig dog at blive hendes livs største gave. Det var nemlig her, Anja Steensig fik en åndelig åbenbaring, der fik den tidligere tv-vært ud på en længere rejse.

»Jeg har været igennem mange forskellige måder at bevæge mig dybere ind i det åndelige på. Jeg startede et spirituelt smykkebrand – og solgte det. Så startede jeg et onlinemagasin og har været mikrofonholder for andre. Altså haft et filter mellem mig og troen ved at holde det i strakt arm,« fortæller hun.

Men i dag er det hendes egen stemme, hun er vokset ind i.

»Gennem de sidste år har jeg haft mange kraftfulde, spirituelle oplevelser. Jeg føler mig stærk forbundet med kærligheden efter min depression, hvor jeg havde en oplevelse af, at mit hjerte blev flået åbent,« fortæller Anja Steensig.

Og netop følelsen af en forbundethed med Gud har gjort, at hun har sluppet tøjlerne – og nu beskriver sig selv som »en præst uden en kirke. Uden en religion«.

Gennem en-til-en-samtaler, foredrag og bøger hjælper hun nemlig andre med at finde deres forbindelse til Gud, som ikke hører til nogen religion.

Og hver søndag klokken 10 laver Steensig en online kærlighedsgudstjeneste. Du kan høre en af hendes salmer her.

»Det kan være, at man har tabt retningen, føler sig fortabt og vil i kontakt med sin sjæl. Eller at en har fået følelsen af, at ‘der er mere’. Så stiller jeg mig til rådighed for kærligheden og hjælper mennesker med at åbne op for kærlighed, både selvkærlighed og næstekærlighed.«

Så ud over tv- og radiovært er der de seneste år kommet mange flere titler ud for Anja Steensigs navn: iværksætter, forfatter, åndelig vejleder, salmedigter og international foredragsholder.

Og faktisk føler hun sig som et helt andet menneske, siden vi sidst så hende på skærmen.

»Jeg kan næsten ikke huske, hvem jeg var dengang. Forandringen er massiv. Dengang var jeg optaget af at please. Nu er jeg optaget af at stå til tjeneste – uanset hvad andre må tænke,« siger Steensig.

Læs konkurrencebetingelserne her.



Source link

Flere Artikler