Hjem Underholdning Chefdirigent i pigekoret forsøgte at bremse undersøgelse

Chefdirigent i pigekoret forsøgte at bremse undersøgelse

af Extra Avisen


Michael Bojesen forsøgte at bremse den advokatundersøgelse, der skulle granske hans egen adfærd i DR Pigekoret, og forsøgte at få DR til ikke at offentliggøre resultaterne. Det skriver Politiken

Chefdirigent i pigekoret forsøgte at bremse undersøgelse
Michael Bojesen var chefdirigent i DR Pigekoret fra 2001 til 2010. Foto: Nanna Navntoft/Polfoto

En advokatundersøgelse konkluderede i november, at der var sket krænkelser i DR Pigekoret over en lang årrække, mens afdøde Tage Mortensen og siden Michael Bojesen var chefdirigenter.

Men sidstnævnte forsøgte at få undersøgelsen bremset, og han forsøgte ligeledes at få DR til at forholde sig tavse om konklusionerne.

Det skriver Politiken på baggrund af en aktindsigt hos Datatilsynet.

Michael Bojesens advokat indsendte nemlig en klage til Datatilsynet i juli, hvori han opfordrede Datatilsynet til at forbyde DR og DR’s advokatfirma ‘at indsamle, behandle, videregive og offentliggøre personoplysninger’ omhandlende ham selv.

Det lykkedes dog ikke Michael Bojesen at få undersøgelsen bremset eller offentliggjort. Klagen er dog fortsat under behandling og afgørelsen ventes at foreligge i første halvdel af næste år.

‘Efter min mening er den måde, som advokatundersøgelser gennemføres på i dag, en trussel mod retssikkerheden’, lyder det blandt andet fra Michael Bojesen i en mail til Politiken.

I juni blev en undersøgelse igangsat på Sankt Annæ Gymnasium, hvor Michael Bojesen var ansat fra 1984 til 2000. Den forventes afsluttet i februar, og Michael Bojesen har ligeledes indsendt en klage over den undersøgelse.

Krænkelser i pigekoret
Advokatundersøgelsen i DR Pigekoret blev fremlagt 10. november, hvor DR’s generaldirektør, Marie Rørbye Rønn, gav en uforbeholden undskyldning til de pågældende piger, der var blevet udsat for krænkelser i koret.

I undersøgelsen beskrives det, hvordan kulturen i pigekoret var.

‘Der tegner sig ud fra indberetningerne et overordnet billede af et miljø, kendetegnet ved at grænserne for det normale har været flyttet, herunder:

  • Vulgær, sjofel og voldsomt seksualiseret sprogbrug.
  • Flirtende og seksualiseret stemning og stort fokus på fremtoning.
  • Grænserne for, hvor tæt mænd burde komme på kormedlemmerne, blev overskredet.
  • Udtryk som ‘tag selv-bord’ er gået igen i mange beretninger.
  • I perioder en alkoholiseret kultur.
  • Ingen tog ansvar for at stoppe adfærd.
  • En tavshedskultur.
  • Kæresteforhold mellem kormedlemmer og voksne omkring pigekoret.
  • Tilfælde af grov mobning.

Kilde: Advokatundersøgelsen


Ekstra Bladet har flere gange forgæves forsøgt at få en kommentar fra Michael Bojesen, efter undersøgelsens konklusioner blev fremlagt.



Source link

Flere Artikler