Hjem Underholdning Dorph i kovending: Nu har han fjernet det

Dorph i kovending: Nu har han fjernet det

af Extra Avisen


Jes Dorph-Petersen har valgt at fjerne sit opslag om MeToo-dokumentar

Dorph i kovending: Nu har han fjernet det
Jes Dorph-Petersen har valgt at fjerne sit opslag. Foto: Aleksander Klug

Mandag eftermiddag gik den tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen til tasterne på sin Facebook-profil.

Her gav han sit syn på de alvorlige anklager, der kom frem om ham i Discovery+-dokumentaren ‘MeToo: Sexisme bag skærmen’, hvor to kvinder beskylder ham for seksuelle krænkelser og overgreb.

Siden har Dorph dog slettet opslaget.

Over for Ekstra Bladet bekræfter han, at han selv har slettet opslaget, men han ønsker ikke at uddybe, hvorfor han har slettet det. Det gør han med henvisning til, at det er for hårdt i øjeblikket.

Han henviser derfor i stedet til en udtalelse i Berlingske.

Her fortæller han, at han selv har slettet opslaget, fordi tonen i kommentarsporet gik over gevind.

– Jeg trykkede selv på sletknappen omkring midnat. Der var efter min mening for mange kommentarer, der rettede meget personlige og uigennemtænkte angreb mod både mig og de kvinder, der har anmeldt mig. For mange beklikkede os som personer, og det er slet ikke det, det her handler om, siger han.

Efter sex med TV 2-chef: – Det var ydmygende
Therese Philipsen var en af de kvinder, der stod frem i dokumentaren. Privatfoto

 

Jes Dorph-Petersen fortæller videre, at han hele tiden havde gjort sig tanker om at slette opslaget omkring midnat, når mange havde fået muligheden for at læse det.

I starten af januar kunne Ekstra Bladet på baggrund af en intern mail sendt til medarbejderne på Nordisk Film TV afsløre, at den populære tv-vært Jes Dorph-Petersen var blevet fyret fra selskabet og dermed fjernet som vært på TV 2.

Det skete efter en ekstern advokatundersøgelse af sager om sexisme og sexchikane på TV 2.

Det kostede ham til at starte med jobbet som vært på ‘Go’ aften Live’, og siden stod det også klart, at MeToo-sagerne også kostede 61-årige Dorph-Petersen jobbet som vært på en dokumentar, der var i støbeskeen og produceret af Deluca Film, og som siden skulle sendes på TV 2.

Anklagerne mod Jes Dorph-Petersen drejer sig om to sager fra henholdsvis 2001 og 2003 og kommer fra to kvindelige tidligere praktikanter.

Den ene har forklaret, at hun tilbage i 2001 blev inviteret hjem til Jes Dorph-Petersen af en fælles kollega, og under besøget skulle Jes Dorph ifølge kvinden have lagt en hånd over hendes mund, givet hende en lussing og presset hende ned på en briks, hvor han angiveligt tiltvang sig sex med hende.

Et vidne, der var i lejligheden, har også afvist anklagerne.

Den anden kvinde forklarer, at hun i 2003 var på et lignende besøg hos Jes Dorph-Petersen med en mandlig kollega. De to mænd lagde ifølge kvinden op til sex, men ifølge hendes forklaring afviste hun.

Jes Dorph-Petersen har igennem hele processen nægtet anklagerne, og han har siden klaget til Advokatrådet og Datatilsynet, fordi han føler sig uretfærdigt behandlet i forbindelse med den interne advokatundersøgelse.


‘Fortryder forhold’
I opslaget, som Ekstra Bladet beskrev mandag, forklarede Jes Dorph-Petersen, at han stadig ikke kan genkende de anklager om overgreb, den tidligere TV 2-vært Therese Philipsen kommer med mod ham.

I opslaget skrev han dog samtidig, at han fortrød, at han havde haft et forhold til hende, mens hun var praktikant.

‘Det er rigtigt, at TP (Therese Philipsen, red.), og jeg havde et kortvarigt forhold i 2001. TP var dengang 25 år. Jeg var 41 år og havde som funktionæransat ingen chefbeføjelser. TP har endvidere forklaret, at hun ikke blev udsat for nogen form for magtmisbrug på arbejdspladsen. Men jeg fortryder i dag, at jeg indledte et forhold til en journalistpraktikant. Det var et udtryk for dårlig dømmekraft,’ skrev han blandt andet i opslaget, der nu er blevet slettet.

Samtidig beklagede han, at Louise Degn, der ligeledes står frem i dokumentaren med alvorlige anklager mod Dorph, har følt sig krænket af ham.

Se traileren til ‘Metoo: Sexisme Bag Skærmen’

Hele arbejdet med MeToo-dokumentaren blev skudt i gang i 2020, efter en række kvindelige TV 2-ansatte tog initiativ til en støtteerklæring til tv-vært Sofie Linde, der satte fokus på sexisme i mediebranchen i sin tale under Zulu Comedy Galla sidste år.

Støtteerklæringen blev underskrevet af hele 1615 kvinder fra mediebranchen og satte i den grad gang i en ny MeToo-bevægelse.

Efter støtteerklæringen satte TV 2 også en ekstern advokatundersøgelse af forholdene på kanalen i gang, og den undersøgelse betød blandt andet, at de to profilerede værter Jens Gaardbo og Jes Dorph-Pedersen blev fjernet fra skærmen.

Ekstra Bladet erfarede siden, at en gruppe journalister fra TV 2 var i gang med at lave en dokumentar, som omhandlede sexisme i mediebranchen – heriblandt på TV 2.

Siden trak kanalen dog stikket, og i stedet besluttede Politiken, at de i samarbejde med Impact TV ville arbejde videre med projektet.

I februar i år meddelte Politiken dog, at de trak sig fra samarbejdet.

– Men vi fortsætter arbejdet med projektet med en ny mediepartner. Vi glæder os til at gøre dokumentaren tilgængelig for offentligheden, når tid er, lød det i den forbindelse fra Thomas Heurlin, der er direktør i Impact TV.

Siden er Discovery Networks Danmark dog kommet med på samarbejdet, og dokumentaren er nu en realitet.




Source link

Flere Artikler