Hjem 112 Færre juleindbrud end normalt – men Fyn overstiger stadig landsgennemsnittet

Færre juleindbrud end normalt – men Fyn overstiger stadig landsgennemsnittet

af Extra Avisen


Julen er som regel lig med hyggelige stunder hos familie og venner – og det betyder derfor, at flere huse står tomme i juledagene.

Og tomme huse er sød musik for indbrudstyve. Derfor plejer antallet af indbrud også at være højere i juledagene end ellers. Men i 2020 så det noget anderledes ud.

Antallet af anmeldte indbrud i juledagene 2020 er nemlig faldet kraftigt sammenlignet med tidligere år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Og årsagen skal formentlig findes i, at flere valgte at holde både jul og nytår hjemme for at undgå smittespredning med coronavirus.

»Det lave niveau for anmeldte indbrud henover juledagene kan sandsynligvis ses som et udtryk for, at flere holdte jul derhjemme hver for sig fremfor at samles flere ét sted som følge af forholdsreglerne i forbindelse med covid-19-pandemien,« siger statistikansvarlig ved Danmarks Statistik, Isabell Bang Christensen, og fortsætter:

»Indbrudstyve har trangere kår, når folk er mere hjemme.«

Det betyder imidlertid ikke, at tyven slet ikke var på spil i 2020 – for der skete stadig en del juleindbrud i 2020.

Og faktisk var den hårdest ramte landsdel Fyn i forhold til, hvor mange der er bosat i landsdelen.

I 2020 blev der nemlig anmeldt 1,2 indbrud pr. 10.000 indbygger, mens det tilsvarende antal for hele landet var 0,8. Også Østjylland var i 2020 hårdt ramt af indbrud i julen.

»Selvom der fra år til år sker ændringer i rækkefølgen, når man ser på, hvor mange indbrud der anmeldes pr. 10.000 indbyggere i juledagene, er der en tendens til, at nogle landsdele ligger højere end andre. For eksempel har både landsdelene Nordsjælland og Fyn ligget et godt stykket over landsgennemsnittet de seneste tre år, mens København By og Vestjylland har ligget pænt under,« siger Isabell Bang Christensen.

Juleaftensdag er traditionelt set den dag på året, hvor antallet af anmeldte indbrud topper. Men i 2020 blev der anmeldt halvt så mange indbrud i beboelse sammenlignet med antallet i 2019.

I 2020 blev der således anmeldt 102 indbrud 24. december. I 2019 blev der anmeldt 211.



Source link

Flere Artikler