Hjem Sport Her er Lyngbys drømmehold af udenlandske spillere

Her er Lyngbys drømmehold af udenlandske spillere

af Extra Avisen


Lyngbys klart bedste Superliga-resultat var selvfølgelig mesterskabet i 1992. I den sæson brugte klubben kun to udlændinge.

Først i 2017 vandt Lyngby igen metal, da David Nielsen førte klubben til bronze som oprykker. Meget skete i dansk fodbold i de foregående 25 år, og antallet af udlændinge var da også øget – til tre.

Med andre ord: Det har sjældent været udenlandske spillere, der har sat kursen i Lyngby Boldklub,

Tipsbladet sætter denne vinter fokus på de 12 Superliga-klubber samt fire af de største 1. divisionsklubber og de bedste udlændinge, de har rådet over i Superliga-æraen.

Vi har udtaget 11 udlændinge, der udgør klubbens bedste udenlandske spillere i historien, og i denne artikel er det Lyngby Boldklub, vi tager under kærlig behandling.

Her er Lyngby Boldklubs drømmehold af udenlandske Superliga-spillere – kriterierne for udvælgelsen finder du i bunden af denne artikel.

Her er Lyngbys drømmehold af udenlandske spillere

Begrundelsen for holdet

Per Fahlström er sidste skanse, men første mand på holdkortet. Den svenske keeper er med 86 kampe den Lyngby-udlænding med mest Superliga-erfaring, og han var en af de bedste keepere i ligaen i sluthalvfemserne og begyndelsen af nullerne.

Mere udfordret er vi i forsvaret, hvor der ganske enkelt ikke er mange spillere at tage af. Vetle Andersen spillede 27 kampe, det samme gjorde Frank Schoeman, men som sidste mand i en tremandsbagkæde valgte vi at pege på Johan Wahlqvist, hvis Lyngby-cv godt nok ikke er noget at prale af.

Hans debut tabte Lyngby med 7-1 til Brøndby, så blev det 4-4 mod AB, dernæst en 5-4-sejr over Ikast, inden der kom en anelse bedre styr på defensiven med et 1-0-nederlag til Vejle og en 3-2-sejr over Aarhus Fremad. Og så røg Wahlqvist på bænken og fik sine fem sidste Superliga-kampe som indskifter.

Midtbanen er til gengæld god. Emeka Ezeugo var med i guldtruppen i 1992 og spillede på det nigerianske landshold, blandt andet ved VM i 1994, Kristoffer Larsen vandt bronze i 2017, og Bosun Ayeni var i flere sæsoner en dygtig midtbanespiller i Superligaen. Lars Bohinen spillede sin bedste fodbold på meget større hold, blandt andet i Premier League og på det norske landshold, men han kommer med her, blandt andet fordi Tobias Grahn blev kapret af AGF.

I angrebet er det sjovt at minde om, at Marcus Allbäck spillede fire Superliga-kampe for Lyngby, alle i november 1997, men det er trods alt ikke nok til en plads på dette hold. I stedet har vi, helt simpelt, valgt tre af de mest Superliga-scorende udlændinge: Todi Jónsson (18 mål), John Bradley August (15 mål) og Kim Ojo (8 mål)

Kriterierne for drømmeholdene er som følger:

* Spilleren skal være født i udlandet.
* Vi har ikke nødvendigvis skelet til, hvem der har spillet mest eller scoret flest mål, men hvem der – ifølge os – har haft den største betydning for klubberne. Vores valg skal der naturligvis kunne argumenteres (godt) for.
* En spiller kan kun optræde på ét hold.
* Opstillingerne er valgfrie og sat med det formål at få det bedst mulige hold.

Lyngby Boldklub
Superliga-sæsoner: 19
Bedste Superliga-placering: 1 (1992)
Placering lige nu: Nummer 3 i 1. division



Source link

Flere Artikler