Hjem Verden Højspændt drama: Siger 1000 sygeplejersker op i dag?

Højspændt drama: Siger 1000 sygeplejersker op i dag?

af Extra Avisen


Mandag morgen nedlagde sygeplejersker over hele landet arbejdet i en time.

Tirsdag ventes flere utilfredse ansatte i sundhedsvæsnet så at sige op – flere hundrede på én gang.

Ekstra Bladet har blandt andet talt med sygeplejersken Luca Pristed, der i dag afleverer sin opsigelse på Rigshospitalet. Han opfordrer samtidig andre til at gøre det samme. Ekspert ser med bekymring på den dramatiske udvikling i sundhedssektoren.

Kollektiv opsigelse
Bliver en såkaldt kollektiv opsigelse blandt sygeplejerskerne en realitet, vil det nemlig kun forstærke den krise, som sundhedsvæsnet netop nu befinder sig i, mener Kjeld Møller Pedersen, der er sundhedsprofessor ved Syddansk Uniersitet.

– Det vil sætte sundhedsvæsnet under yderligere pres. Det vil ikke have en lammende effekt, men så bliver det igen sværere at få hverdagen til at fungere på landets hospitaler.

– Vi skal dog huske på, at der – mener jeg – er cirka 40.000 sygeplejersker ansat i sundhedsvæsnet. Så hvis der er tale om 100 opsigelser, er det ikke ret meget, men er der tale om 1000 begynder det at gøre ondt. Det hele bryder ikke sammen, men det gør situationen meget svær, siger han.

En kollektiv opsigelse vil givetvis være i strid med arbejdsretten. Derfor kan opsigelserne blive beordret trukket tilbage, hvis retten vurderer, at det er tilfældet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Højspændt drama: Siger 1000 sygeplejersker op i dag?

Vrede sygeplejersker demonstrerede foran indgangene til Aarhus Universitetshospital tidligere i år. Foto: Casper Dalhoff

Mettes uheldige bøn
Utilfredsheden blandt landets sygeplejersker er for alvor brudt ud i lys luge, efter statsminister Mette Frederiksen tidligere i november efter bad den hårdtprøvede gruppe smøre ærmerne op og tage endnu en tørn i kampen mod corona.

Mette Frederiksen kom med sin appel til et allerede presset sundhedsvæsen.

Det har fået den stik modsatte effekt, vurderer sundhedsprofessoren:

– Statsministerens meget ukloge ord om at give den en ekstra skalle har ikke gjort det bedre. Det vidner om, at efterveerne efter sygeplejerskestrejken er langt voldsommere, end nogen af os havde kunnet forudse, siger han og fortsætter:

– Sygeplejerskemanglen er mere udtalt, end den har været i mange år, og det fører til, at man lukker sengepladser, som skaber pres på de resterende senge. Og det er nu kombineret med sygeplejerskernes uvillige mod at tage mere arbejde.

Sundhedsprofessoren peger ligeledes på, at striden mellem regeringen og regionerne på den ene side og så sygeplejerskerne på den anden side kommer på det værst tænkelige tidspunkt.

– Vi har jo også coronaindlæggelserne. De er som sådan ikke noget problem, men bliver det sammenholdt med et faldende antal sengepladser og sygeplejerskernes modvillige mod at tage mere arbejde, bliver det alvorligt, siger Kjeld Møller Pedersen.

Artiklen fortsætter under videoen …

I august greb regeringen ind i den 10 uger lange sygeplejerskestrejke. Og det medførte ikke bedre løn- og arbejdsvilkår.

Opsigelser vælter ind
Sygeplejersken Luca Pristed har indtryk af, at mange – op mod 1000 sygeplejersker og sundhedspersonale – vil følge hans opfordring til at sige op inden 1. december.

– Det bygger på den støtte, vi har set, og de reaktioner, vi har fået. Fra sommer og frem til nu er opsigelserne væltet ind, siger Pristed.

Hvis sygeplejersker i et større antal opsiger deres stillinger, kan det blive opfattet som et ulovligt kampskridt, erkender han.

– Det er der en risiko for, men nu må vi se, hvordan arbejdsretten vil se på det. Det er jo paradoksalt, at vi siger fra over for et system, som vi mener ikke passer på os.

Dansk Sygerplejerskeråd oplyser til Ekstra Bladet, at man ikke har lyst til at kommentere sagen.



Source link

Flere Artikler