Hjem Underholdning Klimahykleri: Med kulsort tog til grøn nytårstale

Klimahykleri: Med kulsort tog til grøn nytårstale

af Extra Avisen


Dronning Margrethe taler om, at alle må gøre noget for klimaet, men der er ikke reel handling bag ordene

Klimahykleri: Med kulsort tog til grøn nytårstale
Dronningen sendte en grøn opsang til danskerne i sin nytårstale. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe var iklædt stålsat mine og løftet pegefinger, da hun i sin nytårstale prædikede miljøansvarlighed for danskerne.

– Videnskab og teknik kan hjælpe os til at nå målene for klimaneutralitet og bæredygtighed. Vi står over for store udfordringer og forpligtelser, ikke mindst af hensyn til de kommende generationer. Det er vi alle nødt til at forholde os til – i tide, lød det alvorstunge budskab fra dronningen.

Men når det kommer til kongehusets egen grønne omstilling, foregår den tilsyneladende i sneglefart. I hvert fald sætter dronningen ikke for alvor handling bag sine formanende ord til folket.

Udfasningen af ME-lokomotiverne kommer til at spare Danmark for en udledning af 27 tons CO2 årligt. Foto: Jens Dresling
Udfasningen af ME-lokomotiverne kommer til at spare Danmark for en udledning af 27 tons CO2 årligt. Foto: Jens Dresling

Så sent som dagen før nytårstalen leverede Margrethe nemlig en miljøsviner af de større.

Til trods for at Margrethe har mange forskellige muligheder, når hun skal fragtes, valgte hun, da hun skulle rejse fra Marselisborg til Amalienborg for at holde nytårstalen, den værst tænkelige miljøsynder i sit transportarsenal.

Flere uafhængige kilder kan over for Ekstra Bladet bekræfte, at hun tilbagelagde strækningen fra Aarhus til København 30. december i sin luksuriøse og meget omtalte salonvogn, der trækkes af de store ME-lokomotiver.

Og det er bestemt ikke grønt.

– Hvis dronningens luksusvogn er den eneste, der spændes foran et ME-lokomotiv på diesel, så er det nok den mest klima- og miljøskadelige transportform, som hun overhovedet kan vælge. Selv hvis de er 15 personer i hendes togvogn, vil det være meget mere miljø- og klimarigtigt, hvis alle 15 tog et fly – eller hvis alle 15 tog hver deres bil, har Kåre Press-Kristensen, der er seniorrådgiver i luftforurening hos Rådet for Grøn Omstilling, tidligere udtalt til B.T.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Kåre Press-Kristensen, som dog ikke har ønsket at uddybe sin vurdering. Samme svar kommer fra både Concito og resten af Rådet for Grøn Omstilling, hvor ingen grønne eksperter har ønsket at stille viden til rådighed og vurdere kongehusets klimainitiativer.

DSB, der står for lokomotiv-driften, oplyser til Ekstra Bladet, at de er i gang med en udfasning af de forurenende maskiner, og at alle deres 26 ME-lokomotiver er solgt til Sverige.

Dog vil der også fremadrettet være en undtagelse, når der er tale om royale passagerer.

De stærkt forurenende lokomotiver vil stadig blive brugt til at fragte dronningen på de strækninger, hvor el-nettet endnu ikke er udbygget. Det betyder for eksempel, at når dronningen rejser med toget fra København til Aarhus, er det ME-lokomotivet, der skal trække hendes luksusvogn.

Til Ekstra Bladet fortæller kommunikationschef i DSB, Niels-Otto Fisker, at der i 2021 blev kørt med vognen fire gange. Til tre af turene har man brugt ME-lokomotivet, og en enkelt gang har det elektriske Vectron-lokomotiv været i brug.

Selvom lokomotiverne nu er solgt, er det stadig DSB, der skal stå for at trække salonvognen, hvis dronningen skulle have lyst til at køre med vognen et sted, hvor der endnu ikke er elnet.

– DSB vil trække den kongelige salonvogn med el-lokomotiver, når det er muligt, men det er ikke alle strækninger i Danmark, der er blevet elektrificeret endnu. På disse strækninger er det nødvendigt at bruge dieseldrevent materiel, indtil elektrificeringen er gennemført, lyder det fra kommunikationschef Niels-Otto Fisker.

Dermed kommer DSB til at skulle fragte de miljøskadende lokomotiver fra Sverige til Danmark, hvis dronningen vil på tur med toget mellem for eksempel Aarhus og København. Den strækning er kun elektrificeret fra hovedstaden og til Fredericia.

Det koster i gennemsnit DSB 300.000 kroner årligt at holde og køre dronningens tog.

Også for ti år siden var toget et af dronningens foretrukne transportmidler. Her er hun fotograferet på datoen for sit 40-års regeringsjubilæum på Roskilde Station. Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix
Også for ti år siden var toget et af dronningens foretrukne transportmidler. Her er hun fotograferet på datoen for sit 40-års regeringsjubilæum på Roskilde Station. Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix

Kongehuset: Det er privat
Ekstra Bladet har været i kontakt med kongehuset, der ikke ønsker at kommentere dronningens transport med toget, da det anses som et privat anliggende.

Kommunikationschef Lene Balleby forklarer dog, at kongehuset bestemt tager den grønne omstilling alvorligt.

– Kongehuset tænker i høj grad på bæredygtighed og klima. Kongehuset har i 2021 igangsat et bæredygtighedsprojekt, som påvirker samtlige medarbejderes måder at arbejde på. Det er lige fra forbedret affaldssortering, udfasning af plastikflasker og nedsættelse af papirforbrug til omstilling til mere bæredygtige rengøringsprodukter og generel energieffektivisering af bygninger og inventar i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, lyder det fra Lene Balleby til Ekstra Bladet.

Sådan ser dronningens luksuriøse salonvogn ud. Foto: René Strandbygaard/Ritzau Scanpix
Sådan ser dronningens luksuriøse salonvogn ud. Foto: René Strandbygaard/Ritzau Scanpix

Ekstra Bladet ville gerne have haft svar på, om kongehuset fortsat vil lade dronningen fragte i sin salonvogn, når hun skal fra Aarhus til København, når det nu betyder, at DSB skal hente lokomotivet hele vejen fra Sverige.

Det har kongehuset ikke ønsket at svare på.

Skal man tro Mickey Gjerris, der er lektor i bioetik med speciale i klimaforandringer, kunne kongehuset i teorien sagtens tage skrappere midler i brug for at nå i mål med den grønne omstilling.

– I nytårstalen lægger dronningen sig jo trygt og sikkert i slipstrømmen på dem, der drømmer om det store teknologiske fiks, og så modsiger hun jo heller ikke den regering, som hun ikke kan tillade sig at modsige, siger han.

– Er det ambitiøst nok?

– Det kommer lidt an på, hvem man spørger. Flertallet af vores politikere mener, at det er rigeligt ambitiøst, og Dan Jørgensen udråber jo nærmest dagligt sig selv og Danmark til grønne verdensmestre. Problemet er bare, at vi ikke har de teknologier, og vi har brugt milliarder og milliarder af kroner på at udvikle for eksempel lagring af CO2, som dronningen også nævner, men det virker ikke overhovedet, siger han og fortsætter:

– Min holdning er, at der er en måde, hvormed vi kan slippe for at ændre vores liv, for eksempel ved at spise mindre kød og transportere os anderledes. Det, synes jeg, er rasende uambitiøst. Det svarer et eller andet sted til at spille lotto med vores børns fremtid, når vi nu ved, at der er en masse ting, som vi allerede nu kan gøre anderledes.

Gode råd til kongehuset
Mickey Gjerris mener ikke, at det er særlig bemærkelsesværdigt, at dronningen nævner klimaet i sin nytårstale. Han håber dog, at det kan ramme nogle af dem, der traditionelt er skeptiske over for klimaforandringer.

Og så kommer han med lidt forslag til, hvordan kongehuset kan hjælpe med at sætte gang i en mere bæredygtig udvikling.

– Kongehuset er jo lidt i kategori med nytårsaften og begravelser. Det er lidt ekstravagant og noget, vi ikke må sætte spørgsmålstegn ved, om det er bæredygtigt, og om det kan betale sig, for som mennesker har vi også brug for, at man en gang imellem slår ud med armene, siger han og fortsætter:

– Men de kunne jo godt vise udadtil, at når de holder middage eller nytårstaffel, så serverer de vegansk eller nogenlunde bæredygtig mad. Eller at de har tænkt over energiforbruget på Amalienborg, eller at de prøver at minimere statsrejser, hvor det er nødvendigt at flyve. Det, kongehuset gør, kan ikke måles nogen steder, men det har en symbolværdi og kan være med til at skubbe til nogle ting. Det ville kun være godt.

Så hvis du skulle give kongehuset et godt råd til at blive mere bæredygtig, hvad skulle det så være?

Noget af det allervigtigste, man kan gøre, er at vise, at man kan leve mere bæredygtigt, uden at det opleves som et offer. Vi behøver ikke at opfinde alting. Kongehuset kunne jo vise, at man er i stand til at omstille sin egen tilværelse, uden at man mister livskvalitet. Dronningen skal nok ikke til at cykle, det ville nok være for farligt, men det kunne være at møde op i genbrugstøj for eksempel.




Source link

Flere Artikler