Hjem Verden Mere godt omikronnyt: Denne gang tæt på Danmark

Mere godt omikronnyt: Denne gang tæt på Danmark

af Extra Avisen


I Danmark og i resten af verden har vi blikket stift rettet mod omikron.

Onsdag beskrev Ekstra Bladet, hvordan et ny sydafrikansk studie pegede på, at personer, som bliver smittet med den hurtigt-spredende omikron-variant, har større chancer for at klare sig gennem sygdommen covid-19 uden hospitalsbehandling end dem, der smittes med delta-varianten.

Derudover har det afrikanske land nu oplevet et signifikant fald i antallet af smittede.

Da det toppede i landet, var der omkring 25.000 smittede om dagen, men det tal er nu faldet til omkring 15.000. Det skal dog understreges, at antallet af tests kan variere meget fra dag til dag.

Og nu er der mere godt nyt. Denne gang fra Storbritannien – lige rundt om hjørnet og med en befolkningssammensætning meget lig den danske.

Mindre risiko
I en
rapport lavet af forskere fra Imperial College London fremgår det, at der er 20-25 procent mindre risiko for at skulle en tur på hospitalet, mens der er 40 procent mindre risiko for at blive indlagt natten over, hvis du er ramt af omikrom fremfor delta.

Data bygger på en undersøgelse af 56.000 omikron-smittede og 269.000 delta-smittede.

Forskeren bag studiet, professor Neil Ferugson, kalder det for en god nyhed, men understreger, at vi stadig står over for en stor opgave, fordi alt tyder på, at den er langt mere smitsom.

– Den høje smitsomhed taget i betragtning, så er der stadig en potentiel risiko for, at sundhedsvæsnet står over for at skulle håndtere endnu flere indlagte, hvis omikron bliver ved med at stige med den fart, som vi har set de seneste uger, siger han til The Guardian.

Ukendt risiko for ældre
Ifølge studiet havde indlagte med omikron gennemsnitligt et kortere forløb på hospitalet end smittede med delta, men der mangler endnu data for særligt ældre personer, idet det i Storbritannien – ligesom i Danmark – primært har været unge, der i første omgang er blevet smittet med omikron.

Det er derfor også for tidligt at vurdere forskellen på omikron og delta i forhold til indlæggelser på intensivafdeling og dødsfald, men ifølge forskerne er der mulighed for, at risikoen her også er mindre end ved delta.

Et andet studie, baseret på data fra Skotland, bakker også op om tesen om, at der er mindre risiko for indlæggelser, og ifølge det studie kan risikoen for indlæggelser være reduceret med helt op mod 70 procent. Her er der dog tale om et mindre studie, og der er det også primært personer mellem 20 og 39 år, der har haft omikron, hvorfor man ikke kan sige noget om risikoen for ældre og svækkede personer.

SSI: For tidligt
På pressemødet onsdag fortæller Statens Serum Institut (SSI), at de indtil videre ikke kan konkludere, at omikron er mildere.

Sådan lyder det fra direktør Henrik Ullum og Søren Brostrøm.

– Når man ser på de rå tal, så er der for de nysmittede med omikron lavere risiko for at blive indlagt end med delta.

Artiklen fortsætter under billedet …

Mere godt omikronnyt: Denne gang tæt på Danmark

– Men når man tager højde for, at det især er yngre og i høj grad vaccinerede, der er blevet smittet, så kan vi ikke konkludere, at omikron skulle give et mildere forløb, siger Henrik Ullum på et pressemøde onsdag.

Han fortæller på pressemødet, at man derfor i sine vurderinger og anbefalinger til politikerne må gå ud fra, at den i alvorlighed er på linje med delta.

– Vi bliver derfor nødt til at planlægge efter, at omikron er lige så slem som delta, siger Henrik Ullum.

Danmark fik sit første tilfælde med omikron i slutningen af november, men den er i løbet af få uger blevet den dominerende variant. Den er mere smitsom end delta, der gennem det meste af 2021 har været dominerende.

Det hører med til historien, at det i øjeblikket fortrinsvis er personer smittet med deltavarianten, som er indlagt med coronavirus på de danske hospitaler.



Source link

Flere Artikler