Hjem Underholdning Pernille Vallentin var på vej mod stjernerne – så ændrede alt sig: Mistede hørelsen og lever i dag af at være hospitalsklovn

Pernille Vallentin var på vej mod stjernerne – så ændrede alt sig: Mistede hørelsen og lever i dag af at være hospitalsklovn

af Extra Avisen


»Jeg vælger at tro på, at der er en mening med alting,« siger Pernille Vallentin om den U-vending, hun måtte tage på sin karrierevej, just som hun var på vej mod stjernerne.

»Når man kigger tilbage, var det jo lidt dårlig timing. Der var bygget op til et godt afsæt til en god karriere. Men det er jo aldrig til at vide, hvordan det ellers ville have udviklet sig.«

42-årige Pernille Vallentin fik sit gennembrud, da hun medvirkede i DRs talentshow ‘Stjerne for en aften’ i 2003. Hun vandt ikke. Men blandt seerne sad filminstruktør Ole Christian Madsen, der manglede en type som hende til rollen som ‘Gule Tilde’ i filmen ‘Nordkraft’. Foruden rollen fik hun også æren af at skrive og synge titelsangen ‘Kiss Your Demons Away’, som blev et øjeblikkeligt hit.

Siden blev det til et album, roller i ‘Fri os fra det onde’ og en række Brobizz-reklamer, og hun blev fast inventar på de røde løbere til prisuddelinger, hvor hun både hev en Zulu Award, en Bodil og en Robert hjem. Pernille Vallentin var på vej.


Pernille Vallentin da hun deltog i 'Stjerne for en aften' i 2003


Pernille Vallentin da hun deltog i ‘Stjerne for en aften’ i 2003
Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

Vis mere

Men i 2012 og 2013 fik hun to børn ‘ret hurtigt efter hinanden’, som hun selv siger. Og ‘så var der noget barsel’.

»Og da jeg kom tilbage, kunne jeg bare mærke, at der var noget andet, der trak i mig. Det var udfordrende potentielt at skulle på turné i hele landet med to små børn eller på teatret om aftenen,« siger Pernille Vallentin, der har børnene med sin kæreste, rapperen Kasper Spez.

Og lige som hun stod dér og manglede et par ben at stå på, søgte hospitalsklovneuddannelsen elever.

»Det ramte mig bare som lynet. Det var det, jeg ville for alt i verden.«


Skuespillerne Pernille Vallentin og Jens Andersen modtager en Bodil for h.h.v. bedste kvindelige og mandlige birolle i filmen


Skuespillerne Pernille Vallentin og Jens Andersen modtager en Bodil for h.h.v. bedste kvindelige og mandlige birolle i filmen
Foto: Casper Christoffersen

Vis mere

En dag i 2016 malede hun næsen rød, svingede ukulelen over skulderen og tog til optagelsesprøve med bankende hjerte. Halvandet år senere var hun færdiguddannet hospitalsklovn.

Selvom hendes arbejde i dag også går ud på at synge og spille, så er karriereskiftet større end som så. For selvom mange tror, at hospitalsklovne kun er sendt i byen for at klovne rundt og sprede latter på de hvide hospitalsgange, er det kun en lille del af hendes arbejde.

Hendes baggrund som udøvende er selvfølgelig et plus – men den vigtigste force som hospitalsklovn er empati, anerkendelse og opmærksomhed, som hun forklarer.

»Nogle gange skal jeg egentlig bare være til stede og anerkende, at et barn har det rigtig skidt. Min største opgave er faktisk at lade være med at kræve noget af dem, for det gør alle andre, de møder i hospitalsvæsnet,« siger Pernille Vallentin, der er med på sidelinjen, når der bliver lagt drop og taget blodprøver, og som bliver siddende og bearbejder oplevelsen med barnet, når personalet må haste videre til den næste.


Pernille Vallentin i sin arbejdsuniform.


Pernille Vallentin i sin arbejdsuniform.
Foto: Privat

Vis mere

»Det kan selvfølgelig være enormt tungt at være der, og jeg har også prøvet at få tårer i øjnene over et barn, der græd og havde ondt. Der måtte jeg bare sige: ‘Ej, jeg bliver også helt ked af det nu’, og så kiggede hun mærkeligt på mig og glemte fuldstændigt at græde. Og så grinede vi lidt ad det.«

Andre gange kan de grine ad det underlige i, at hun ikke altid kan høre, hvad de siger. For faktisk er der også det twist til historien om skuespillerens nye karrierevej, at hun i dag er døv.

»Men det er en historie, der er lang og kedelig,« smiler hun.

Pernille Vallentin lider af en medfødt arvelig knoglesygdom, som under hendes anden graviditet blev tricket af hormonelle forandringer og resulterede i nedsat hørelse på det ene øre. Det skulle en efterfølgende operation ændre på – men desværre gik noget galt, og Pernille Vallentin mistede hørelsen fuldstændig, så ikke engang et høreapparat vil gøre nogen forskel.

Samtidig blev balancenerven ødelagt, så hele hendes venstre side er påvirket, og i forvirring over pludselig at have mistet al lyd, producerer hendes hjerne i stedet en masse larm i form af tinnitus, som hun forklarer det.

»Det har selvfølgelig fyldt rigtig meget, og det har også betydning for, at jeg ikke længere kunne arbejde med sang og skuespil, som jeg gjorde før,« siger hun.

»Og desværre er der så sket det, at den samme lidelse også er kommet på det andet øre. Så jeg er faktisk mere eller mindre helt døv.«

Denne gang turde Pernille Vallentin ikke gennemgå den samme risikable operation, så her virker det indre øre stadig godt nok til, at hun kan bruge høreapparat. Men ellers mundaflæser hun rigtig meget.


Pernille Vallentin er i dag 42 år og hospitalsklovn.


Pernille Vallentin er i dag 42 år og hospitalsklovn.

Vis mere

Og det giver hende faktisk noget værdifuldt nærvær i arbejdet med de indlagte børn.

»Selvfølgelig ville det være federe, hvis jeg ikke var døv, men det ændrer ikke på mit arbejde,« siger Pernille Vallentin, der sagtens kan høre sig selv synge og spille for børnene, når der er ro omkring hende.

Hun er netop blevet spurgt, om hun vil medvirke i en stor Carl Nielsen-koncert i Aalborg med et orkester i ryggen. Det skal hun lige undersøge, om hun overhovedet kan.

»Jeg har lavet lidt teater og kortfilm i mellemtiden, men det er altså bare noget andet end før. Jeg kan ikke høre, hvad folk siger, medmindre jeg kigger på dem, og det gør det lidt problematisk i forhold til at reagere naturligt i en scene,« siger hun.

Hun ærgrer sig ikke over den drejning, livet har taget. Det ville simpelthen være spild af tid, for hun aner jo ikke, om hun overhovedet er gået glip af noget.

»Jeg er glad og tilfreds med, hvor jeg er i dag. Jeg kan da godt være nysgerrig på, hvordan det ellers ville være gået, men sådan kan man jo sige om alle de valg, man tager i livet.«



Source link

Flere Artikler