Hjem Verden Siger op på stribe: Intensivafdelinger i knæ

Siger op på stribe: Intensivafdelinger i knæ

af Extra Avisen


Især landets intensivafdelinger mærker konsekvenserne ved manglen på sygeplejersker, og udskyder derfor operationer

Siger op på stribe: Intensivafdelinger i knæ

Der er pres på landets intensivafdelinger, hvor manglen på sygeplejersker er stor. Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Har du også sagt dit job op i dag? Så hører vi gerne fra dig. Kontakt os på [email protected] eller sms til 1224 (alm. takst)

Landets sygehuse er under et massivt pres.

Det skyldes ikke kun antallet af coronapatienter, som de seneste uger har været stødt stigende, men især manglen på hænder. Nærmere bestemt manglen på sygeplejersker.

I skrivende stund er der 5000 ubesatte stillinger rundt om på landets sygehuse. Tirsdag ventes potentielt op mod 1000 sygeplejersker at sige op.

Landets sygehuse er pressede. Der er for få sygeplejersker, personalet er udmattet og overarbejde skal afvikles.

Et notat fra Sundhedsstyrelsen 5. november viser, hvor underdrejet sundhedsvæsnet er og hvorfor:

– Generelt har alle kliniske personalegrupper på sygehusene været udsat for et ekstraordinært højt arbejdspres siden starten af ​​epidemien, som har ført til en udtrætning.

– Forud for COVID-19 var en del vakancer og mangel på specialuddannede sygeplejersker på operations-, anæstesi- og intensivsygeplejersker på mange sygehuse, og denne mangel er betydeligt forværret siden sommer.

– Disse forhold har betydet, at der er en faldende robusthed i sygehusvæsenet som udtrykt ved f.eks. antallet af disponible senge, operationslejer og intensivpladser på sygehusene

– Samt at pukkelafviklingen mange steder ikke kan opretholdes, og at antallet af udskudte undersøgelser og behandlinger vokser i flere regioner.

– Belastningen i sygehusvæsenet skyldes således også reduceret sengekapacitet grundet ferieafvikling, nedsat fleksibilitet og vakante stillinger i plejegruppen.

– Som følge af den aktuelle generelle belastning på sygehusene og den nedsatte kapacitet, har der i et stykke tid i alle regioner været en nedsat kapacitet i forhold til planlagte operationer, med reduktion på omkring 20 pct. ift. normalaktivitet før COVID-19.

Notat Sundhedsstyrelsen 5. november 2021

Vis mere


Vis mindre

Halvdelen har sagt op
Hos Dansk Sygeplejeråd oplyser man til Ekstra Bladet, at man ikke har tal på, hvor mange sygeplejersker der har forladt faget siden i sommer.

Men på en række hospitalsafdelinger er der tale om en regulær medabejderflugt.

Blandt andet på intensivafsnittet på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, hvor de det seneste halve år ifølge Dansk Sygeplejeråd har mistet halvdelen af sine sygeplejesker. 23 ansatte havde således i efteråret sagt op.

På intensivafdelingen på Odense Universitetshospital mangler man ifølge TV2 Fyn op mod 45 sygeplejersker. Derfor tvinges afdelingen til at udskyde operationer.

Det samme gør sig gældende på afdelingen for mave- tarm- og leversygdomme på Herlev Hospital, har overlæge Jacob Rosenberg tidligere fortalt Ekstra Bladet:

– På min afdeling, som er en almindelig kirurgisk afdeling, får vi aflyst ikke-akutte operationer, og det er helt overvejende på grund af mangel på anæstesi-sygeplejesker, altså dem, der bedøver patienterne.

– Det har været slemt længe, men nu er det kommet så langt ud, at man aflyser operationer, siger han.

Artiklen fortsætter under videoen …

I sommeren 2021 strejkede sygeplejerskerne i 10 uger.

Skaber pres
Siden foråret er 350 sengepladser blevet lukket på landets hospitaler på grund af manglen på hænder, hvilket skaber en yderst anspændt situation, påpeger sundhedsforsker ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen.

– Sygeplejerskemanglen er mere udtalt, end den har været i mange år, og det fører til, at man lukker sengepladser, som skaber pres på de resterende senge.

Ifølge tal fra Din Sundhedsfaglige A-kasse har især 3. kvartal 2021 været hård kost for regionerne, der driver landets sygehuse. Her så man en stigning på 40 procent af sygeplejersker, som siger op uden at have andre jobs på hånden sammenlignet med samme kvartal i 2014.

– Vi trækker os simpelthen fra et sundhedsvæsen, som er ved at vælte og bryde sammen. Som sygeplejersker siger vi fra, fordi det ikke længere er etisk forsvarligt at passe patienterne, siger Luca Pristed, der tirsdag har sagt op.

Et kampskridt
Luca Pristed er talsmand for Den Nationale Gruppe for Arbejdsnedlæggelser. Han har opfordret sine kollegaer til at sige op inden 1. december.

Danske Regioner oplyser til Ekstra Bladet, at man nøje følger med i, hvor mange der følger hans opfordring.

‘Vi betragter kollektive opsigelser som et kampskridt, som vi ikke på forhånd kan vurdere omfanget af, men vi vil naturligvis være opmærksomme på det i forbindelse med opsigelser, der falder i november måned’.



Source link

Flere Artikler