Hjem Politik Simon Aggesen tordner mod Vindfeldt: ‘Døren var lukket, og opkaldene blev ikke besvaret’

Simon Aggesen tordner mod Vindfeldt: ‘Døren var lukket, og opkaldene blev ikke besvaret’

af Extra Avisen
Simon Aggesen tordner mod Vindfeldt: ‘Døren var lukket, og opkaldene blev ikke besvaret’


Den afgående konservative borgmester på Frederiksberg, Simon Aggesen, tager nu bladet fra munden efter tavshed, der har varet siden kommunalvalget.

Det gør han i et Facebook-opslag, hvor han føler sig sat uden for indflydelse i forbindelse med de efterfølgende konstitueringsforhandlinger med Frederiksbergs kommende socialdemokratiske borgmester, Michael Vindfeldt.

I opslaget skriver han blandt andet:

‘Trods gentagne forsikringer om at ville arbejde for det brede samarbejde havde de røde partier fordelt næsten alt af politisk interesse imellem sig, og de har på intet tidspunkt inviteret os til reelle konstitueringsforhandlinger.’

‘Lige fra valgaftenen har jeg siddet klar til at forhandle med de røde partier, men døren var lukket, og opkaldene blev ikke besvaret,’ skriver han videre.

Han påpeger desuden, at Venstre, som kun fik et mandat, blev tilbudt poster, før Konservative blev kontaktet.

‘Måske fordi der lå en forudgående aftale med Venstre og derfor en “gæld”, som skulle betales. Hvem ved?’ spørger han i opslaget.

B.T. har været i kontakt med Michael Vindfeldt. Han har ikke lyst til at gå i detaljer med opslaget, men fortæller, at han ikke kan nikke genkendende til det forløb, som Simon Aggesen beskriver.


Frederiksbergs kommende socialdemokratiske borgmester Michael Vindfeldt.


Frederiksbergs kommende socialdemokratiske borgmester Michael Vindfeldt.
Foto: Søren Bidstrup

Vis mere

»Jeg har selvfølgelig forståelse for, at man lige skal synke valgresultatet. Men jeg kan ikke genkende den gengivelse af forløbet, han kommer med,« fortæller Michael Vindfeldt og fortsætter:

»Jeg kan oplyse, at han ikke kontaktede mig på valgaftenen, valgnatten eller valgmorgenen. Jeg skrev en sms til ham dagen efter valget. Jeg hører først noget om torsdagen,« slår han fast.

I opslaget udviser Simon Aggesen heller ikke ligefrem begejstring for de to udvalg, som De Konservative er blevet tilbudt formandsposter for.

Ifølge Michael Vindfeldt er de blevet tilbudt to formandsposter i henholdsvis Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget samt Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Derudover er de blevet tilbudt seks næstformandsposter i de forskellige udvalg, ligesom de får en række bestyrelsesposter.

‘Da jeg blev kontaktet efter dette valg, som også var meget tæt, var der to formandsposter i de to mindste udvalg i kommunen tilbage og intet reelt at forhandle om. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke har været begejstrede for den situation,’ skriver Aggesen.

Og den kommentar giver Michael Vindfeldt ikke meget for. Han påpeger, at man for første gang i Frederiksbergs historie har givet mulighed for, at alle partier har fået udvalgsformandsposter.

»Vi har endda også, for at tilgodese De Konservative yderligere, lavet næstformandsposter i alle udvalg. Her er tanken, at det dagligt skal gøre, at det brede samarbejde bliver faciliteret endnu bedre,« fortæller han.

Han påpeger desuden, at sundheds- og arbejdsmarkedsområdet er vigtige områder i kommunen og er derfor uforstående over for Simon Aggesens udmelding.

»Jeg synes ikke, det er ordentligt over for de medarbejdere, der arbejder på sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, ligesom det heller ikke er i orden over for borgerne. Områderne bliver talt ned, og det synes jeg ikke er i orden.«

Simon Aggesen slutter sit opslag af med at kalde det en skidt start for Frederiksbergs nyvalgte borgmester.

‘Mig bekendt er der ikke andre kommuner i landet, hvor et parti med over 40 procent af vælgerne ikke bærer borgmesterposten. Og der findes slet ikke kommuner, hvor man behandler et parti, som repræsenterer 40 procent af vælgerne, på den her måde. Det er en rigtig skidt start, og det gør mig meget bekymret for, om den kommende borgmesters udtalelser om bredt samarbejde bare var valgflæsk.’

Han forsikrer dog om, at de naturligvis vil takke ja til posterne, ligesom de vil fortsætte med at passe på Frederiksberg og kæmpe for, at de fleste beslutninger træffes hen over midten.

B.T. har forsøgt at få et interview med Simon Aggesen, men han har ikke ønsket at stille op.



Source link

Flere Artikler