Hjem Underholdning Skuespiller Esben Dalgaard var sygdomsfri – men så ramte kræften igen: ‘Hvordan helvede får jeg det her sagt til Charlotte?’

Skuespiller Esben Dalgaard var sygdomsfri – men så ramte kræften igen: ‘Hvordan helvede får jeg det her sagt til Charlotte?’

af Extra Avisen


Lynhurtigt scannede han hendes ansigt. Det var afslappet og professionelt. Var umuligt at læse noget ud af. Så begyndte hun at tale.

»17 minutter senere sad jeg nede i min bil under Hvidovre Hospital. Den samme bil, i det samme tøj, men med en totalt forandret virkelighed. Jeg var fuldstændig i paranoia. Min største bekymring var, hvordan helvede får jeg det her sagt til min kone Charlotte,« siger Esben Dalgaard med dybe rynker i panden ved mindet om den dag, der vendte op og ned på hans liv.

Det er kun få måneder siden, at hans synlige succeskurve peakede med en anmelderrost præstation i Netflix-hittet ‘Kastanjemanden’, som er vist i 192 lande.

Og siden kom rollen som evigt optimistiske far i ‘Krummerne – det er svært at være 11 år’. En rolle, som han holder meget af.


Esben Dalgaard var på ingen måde forberedt på den dom, han fik i sommer. At hans kræft var vendt tilbage. Og var uhelbredelig.


Esben Dalgaard var på ingen måde forberedt på den dom, han fik i sommer. At hans kræft var vendt tilbage. Og var uhelbredelig.
Foto: Bax Lindhardt

Vis mere

For som han siger med glimt i øjet og et smil på læben: »Kig på mig, jeg er jo Krummefar.«

Men skal han opsummere dét, der om noget har været et skelsættende år, sammenligner han det med en sursød sauce.

»En blanding af det gode og det mindre gode. Et på mange måder fantastisk år. Men krydret med det sygdomshalløj, som ikke har været så fedt. Eller ikke er særlig fedt,« siger han om den menneskelige rutsjebanetur, hvor han fik understreget, hvor skrøbeligt livet er. Hvor vigtigt det er at nyde det, mens vi har det. Og holde fast i håbet.

»Jeg VIL ikke leve mit liv med en kæmpe angst omkring, hvad der kan ramme mig, hvis jeg kan lade være. For grundlæggende er min verden jo ikke mere usikker end din,« fastholder han.

Dén sommerdag på Hvidovre Hospital fik Esben Dalgaard at vide, at det – livet – havde en udløbsdato. En snarlig udløbsdato.

Ni år tidligere fik han konstateret modermærkekræft. Fik – som han selv beskriver det – »gravet 32 kubikcentimeter flæsk og lymfer ud«, blev erklæret rask og gik til årlige tjek i fem år.

»Jeg parkerede det fuldstændig. Over and out,« husker han.

Så da han i sommer opdagede hævede lymfer og blev sendt til tjek på Hvidovre Hospital, koblede han på ingen måde de to ting sammen. Indtil lægen åbnede munden.

»Det er jo nogle rigtig dårlige nyheder, jeg skal give dig,« sagde hun.

Og det var det. Kræften var vendt tilbage. Eksplosivt. Havde spredt sig til blodet og forskellige organer. Udviklet sig til stadie fire. Uhelbredelig.

»Det var sgu ikke lige det, der stod skrevet i mit manus. Hun sagde det rimelig firkantet og uden indpakning. At jeg jo ikke skulle kigge ind i en lang fremtid,« husker han om chokket, der ramte ham. Som hurtigt blev afløst af panik.

For hvordan skulle han fortælle sin kone Charlotte det, når han kom hjem?


Esben Dalgaard med sin hustru Charlotte.


Esben Dalgaard med sin hustru Charlotte.
Foto: Lars E Andreasen

Vis mere

»Vi havde aftalt, at jeg ikke skulle ringe eller skrive fra hospitalet. At vi skulle snakke om det, når jeg kom hjem.«

»Men det red mig som en mare, hvordan jeg skulle få det fortalt. Hele køreturen hjem sad jeg og planlagde, hvordan jeg skulle sige det. Men det lykkedes mig ikke. Det var en rolle, jeg ikke kunne finde ud af at spille,« siger han om, at filmen knækkede for ham.

Men hvis samtalen med Charlotte var svær, var den følgende ubærlig.

»Så skulle ungerne jo have det at vide. Det var endnu værre,« siger Esben Dalgaard om at skulle fortælle den dårlige nyhed til de to døtre på 16 og ni år.

»Min store pige Olivia på 16 tackler det faktisk rigtig godt. Hun er meget moden, og vi har gode snakke om det, for hun forstår det.«

»Samtidig er hun dybt indrulleret i et efterskoleliv og i gang med at definere sig selv. Og det tror jeg tager toppen af hendes tanker omkring, hvordan far har det. Men den lille på ni…«

Esben Dalgaard er ikke kun et meget positivt og glad menneske. Han er også et meget talende menneske.

Men at fortælle, hvordan hans sygdom har sat dybe spor i den yngste datter Alberte, tager pusten fra ham og kalder tårerne frem.


Esben Dalgaard med døtrene Olivia og Alberte. Ikke mindst den yngste har haft svært ved at tackle hans sygdom.


Esben Dalgaard med døtrene Olivia og Alberte. Ikke mindst den yngste har haft svært ved at tackle hans sygdom.
Foto: Martin Sylvest

Vis mere

»Det gør mig utrolig ked af det, for det er et chok, jeg har meget svært ved at reparere. Det skal vi, og det kommer vi til, men dette skarpe, intelligente lille menneske er blevet så forskrækket uden helt at kunne definere, at det er dét, hun er blevet.«

»Samtidig er hendes elskede storesøster væk på efterskole et helt år, og så får far en sygdom, hun slet ikke kan forstå, hvad betyder. Hun er sateme blevet ramt og har det skidt,« siger han og understreger, at der åbent bliver talt om sygdommen i hjemmet på Amager. Men i høj grad også om håbet.

For siden Esben Dalgaard startede behandling med immunterapi, har tegnene været gode.

»Det går i rivende ruskende fart den rigtige vej,« siger han glad og med taknemmelighed i stemmen. Fuld af tro på, at behandlingen kan holde kræften i ave. Og dermed give ham et langt liv sammen med sin familie.

»I starten tænkte jeg, at nu skulle jeg leve fuld skrue og lystigt hver eneste dag. Æde, leve og nyde livet. ‘Vi skal bare have det godt hver dag, for hvem ved, hvornår det ikke er os længere,’ sagde jeg til Charlotte. Klip til, at jeg vågner op næste morgen og er pisseked af det, i dårligt humør og så langt fra den person, som jeg overhovedet kunne komme.«


Selvom de også er dårlige dage, bestræber Esben Dalgaard sig på at bevare troens på det bedste.


Selvom de også er dårlige dage, bestræber Esben Dalgaard sig på at bevare troens på det bedste.
Foto: Bax Lindhardt

Vis mere

»Så jeg kan også være et tudefjæs og pissetræt af det. Men jeg bestræber mig på ikke at bruge tid på bekymring, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved,« siger Esben Dalgaard om sit ukuelige og positive sind.

For ham har det været vigtigt at tale åbent om sin diagnose. Dels for at give håb videre til andre. Dels for at løfte pegefingeren over for de især mænd, der ikke tager modermærkekræft alvorligt nok.

»Det skaber mening i meningsløsheden,« siger han.

Men at åbenheden også kan have en slagside, er han bevidst om.

For selvom 2021 rent professionelt har været et fantastisk år for ham, er han blevet meget opmærksom på, om telefonen ringer mindre end før.

»Jeg er fuldt arbejdsdygtig. Og har også energien til det, kan sige ja til alle job. For behandlingen er meget skånsom i forhold til bivirkninger. Jeg mister ikke mit hår, kaster ikke op, er oppegående og i gang en halv time efter behandlingen.«

»Alligevel kan der lynhurtigt løbe et rygte om ham Esben. Er han ikke lidt porøs? Er han egentlig ikke død? Den slagside ved at tale åbent om min kræft er klart noget, jeg tænker over,« siger han med et ærgerligt skuldertræk.

»Jeg forestiller mig på ingen måde, at det her bliver min sidste eller næstsidste jul. Jeg er stadig sindssygt sulten på livet. Jeg er mega glad, har en kvinde, jeg elsker, i mit liv, har to fantastiske børn og tilgang til job på teater, film og tv. Kan det blive bedre?« spørger han med et smil.

»Set i det lys er det fuldstændig perfekt at være mig. Og os.«



Source link

Flere Artikler