Hjem Sport Snydt af tv-billeder: Overrasket på banen

Snydt af tv-billeder: Overrasket på banen

af Extra Avisen


GRANOLLERS (Ekstra Bladet): Juleaften faldt ti dage før tiden i Catalonien. Sandra Claus kom i hvert fald blæsende, parkerede kanen og råbte ho-ho til kammeraterne og folket, da det var allermest nødvendigt i en forrygende, dramatisk og langt hen ad vejen også nervøs dansk kvartfinale.

Sandra Toft!

17 vitale redninger, runde 40 procent! Danmark råder over verdensklasse på posten, for den ene aften står Althea Reinhardt med 62 pct, to døgn senere vender Sandra Toft tilbage i buret og vifter missiler og kugler til siden i et væk.

Hun satte selvfølgelig punktum til sidst, da hun plukkede plageånden Adriana Cardosos straffekast. Den brasilianske fløj plaffede 10 af 13 ind i kvartfinalen, men den sidste skulle hun sgu ikke ha’!

– Det var dejligt. Især fordi hun lidt havde taget på mig, så det var helt fint, at hun sluttede af med at brænde to straffekast, siger en glad Sandra Toft.

Snydt af tv-billeder: Overrasket på banen
Adriana Cardoso brænder på Sandra Toft – det hyggede målmanden sig voldsomt med efter kampen. Foto: Lars Poulsen

 

Der blev skreget igennem, da pladsen i semifinalen var sikret. Den anden i rap efter EM i Herning sidste år.

– Jeg er mega, mega stolt. Vi har spillet en helt fantastisk turnering indtil videre, og i dag blev vi presset lidt mere end hidtil, men vi står imod det og viser, vi er komme videre fra bronzekampen mod Kroatien sidste år i Herning, siger Sandra Toft

Det var i dét opgør, Danmark mistede de mest sikre bronzemedaljer, der nogensinde er uddelt – på forhånd. Det var i den medaljekamp, spøgelset blev født, dét de har brugt enhver samling til at bearbejde.

– Det funker jo ikke helt, og man ser tydeligt, at vi har svært ved at ryste dem af – det skal de selvfølgelig også have cadeau for. De spiller klogt og i hvert fald væsentligt bedre, end vi har set dem på video.

– Jeg tror, der var lidt ekstra nervøsitet, fordi vi stod og var favoritter i en kvartfinale, men vi vidste, de ville hænge på i lang tid. Jeg synes, vi har bevist, at vi har flyttet os mentalt, siger målvogteren.

– De havde vist ikke forstået konceptet, der sagde, de skulle blive trætte efter 20 minutter …

– Haha, nej det blev de ikke. De blev ved og ved og ved, og det forstår man jo godt, når det er en kvartfinale. De giver selvfølgelig hele deres hjerte.

– Hvorfor havde I problemer?

– Først og fremmest er de jo alle sammen vanvittigt dygtige duelspillere, og de spiller noget helt anderledes håndbold end den europæiske version, så vi havde også forventet, det ville blive væsentligt sværere  i dag.

– Men selv om det var lidt hektisk og stressende i første halvleg, så bevarer vi egentlig roen og stoler på, at over 60 minutter skal vi nok slå dem, hvis vi bliver ved med at pumpe dem, siger Sandra Toft.

Hun fremhæver, at holdet bevarede roen i modsætning til for et år siden i Boxen.

– Jeg var egentlig ganske rolig. Du så mig heller ikke skælde så meget ud.

– Men hvornår følte du, I slog hullet?

– Da vi scorer til 21-18 eller 22-19 – i det område – kunne jeg se, det blev sværere og sværere for dem at trænge igennem. Det var jo kun deres  højre fløj, der kunne score. De så møre ud.

– Har I haft det for let indtil nu?

– Nej, det synes jeg ikke. Niveauet stiger i en kvartfinale, når der er mere på spil.

– Hvornår fik du besked om, at du skulle starte inde?

– Jeg ved ikke … Har du set systemet indtil videre?

– Næ, er der ét?

– Det må du finde ud af!

Som sagt, så gjort. Nærmere granskning afslører, at de to keepere indtil nu ganske enkelt har skiftedes til at starte inde.

Althea Reinhardt får altså chancen i semifinalen.

Måske …



Source link

Flere Artikler