Hjem Underholdning Stjerneforfatter skuffer: Lugter for meget af old spice

Stjerneforfatter skuffer: Lugter for meget af old spice

af Extra Avisen


Store Kongensgade 23 er en velskrevet samling af essays, men den lugter nogle gange lidt for meget af old spice

Stjerneforfatter skuffer: Lugter for meget af old spice
Ekstra Bladets nye anmelder har taget Søren Ulrik Thomsens essaysamling under behandling. Foto: Stine Bidstrup

Det bedste ved Søren Ulrik Thomsens nye essaysamling er, at det er behageligt at være til stede i Thomsens skrift, der er koncis og skarp som en japansk kokkekniv. 

Det værste er, at bogen starter med et postulat: At der i et menneskets liv er et enkelt år eller et sted, – og kun ét – der som tiden går, vil vise sig at være det vigtigste. For Thomsen er dette ene vigtigste år 1972, hvor hans familie flytter fra provinsen til Store Kongensgade 23. 

Det bedste ved bogen er den ømhed, der vises for menneskerne, der optræder i teksterne. Kærligheden og omsorgen til forældrene, den gamle klasselærer og vennerne – de døde og de levende. 

Det værste er, når bogen bliver for lun i sin tone. Når beskrivelserne af hans sorg over moderens psykiske sygdom næsten virker for redigerede.

Det bedste er, at skovkatten Pjevs stadig findes i erindringen. 

Det værste er de til tider lidt banale betragtninger og spørgsmål, som: Hvor bliver vi af? Vi dør eller forlader hinanden, Søren Ulrik.

Artiklen fortsætter under billedet …

Søren Ulrik Thomsens essaysamling har mange både gode og dårlige sider. Foto: Stine Bidstrup
Søren Ulrik Thomsens essaysamling har mange både gode og dårlige sider. Foto: Stine Bidstrup

 

Det bedste er denne sætning: ‘Men af og til bliver jeg ramt af en pludselig sorg over aldrig mere at skulle høre hendes stemme sige mit kælenavn, som kun var mellem hende og mig og derfor her skal stå med usynligt blæk’.

Det værste er, at hvis SUT var debutant, ville denne bog blive omtalt som navlepillende.
Det bedste er beskrivelsen af ungdomsforelskelsen i klassekammeraten Jane i starten af 70’erne Det værste er, at enhver erindring åbenbart er værd at skrive om. 

Det bedste er denne indrømmelse: ‘(…) og når mandlige forfattere igen og igen vender tilbage til puberteten, skyldes det sikkert, lige som popsangenes besættelse af teenagekærligheden, åbenbaringen ved det første virkelige møde med den første kvinde, som ikke er ens mor’. 

Det værste er, at dansk poesis slipsedreng gør det hele så nydeligt. Virkeligheden er grim og nusset som en mølædt vinterjakke, ærligheden findes i dens lomme. 

Det bedste er bogens humor, der opstår ud af ingenting, som når han beskriver et ældre ægtepar, der går i matchende praktisk tøj: ‘To leverplettede melboller hældt ned i uformelige stofposer’. 

Det værste er essaysamlingens sidste del, der mest af alt minder om et overfladisk debatindlæg om psykiatrien. 

Det bedste ved bogen er, at det er en ufarlig julegave til din far, hvis du har sådan én.



Source link

Flere Artikler