Hjem Sport Tager konsekvensen: Tør ikke gøre det

Tager konsekvensen: Tør ikke gøre det

af Extra Avisen


Grand slam-turneringen Australian Open begynder først 17. januar, men allerede 27. december rejser den danske tenniskomet Holger Rune ‘Down Under’.

Julen i Danmark holdes på lavt blus uden sociale arrangementer for at minimere risikoen for coronasmitte.

– Vi tør ikke rigtig julearrangementer, når smitten går som en steppebrand i det danske land, forklarer Holger Runes mor og manager, Aneke Rune.

I stedet er der fuld fokus på optimal forberedelse til årets første grand slam-turnering. Alle dage har stået på træning frem mod den første opvarmningsturnering i Adelaide, der begynder 3. januar.

Her er Rune sikret en plads i kvalifikationen.

– Det ville godt nok være surt at blive smittet inden afrejse og ikke kunne få opvarmningsturneringen i Adelaide med, lyder det fra Aneke Rune.

Tager konsekvensen: Tør ikke gøre det
Foto: Robert Deutsch/Ritzau Scanpix

 

Hun tilføjer, at det også er planen at spille den anden opvarmningsturnering i Adelaide, der begynder 10. januar, men her er Holger Rune endnu ikke indenfor.

Derimod er hans placering som nummer 103 på verdensranglisten nok til at træde direkte ind i Australian Opens hovedturnering.

Det bliver sæsonens foreløbige kulmination ovenpå en ambitiøs preseason, hvor den 18-årige dansker både har trænet i Monte Carlo og på Patrick Mouratoglous akademi i Frankrig.

Undervejs er det blevet til kompetent træningsmodstand i skikkelse af bulgareren Grigor Dimitrov, den unge canadier Felix Auger-Aliassime, der er nummer 11 på verdensranglisten, og selveste Daniil Medvedev fra Rusland, der vandt US Open og ligger nummer to i verden, beretter Aneke Rune.

Efter sæsonafslutningen er Holger Rune desuden blevet vaccineret to gange, som er en nødvendighed for at deltage i Australian Open.

Det er første gang, at han deltager i turneringen i de voksnes rækker, hvor han fik sin grand slam-debut i sidste års US Open med nederlaget i første runde til verdensetteren, Novak Djokovic, i fire sæt.



Source link

Flere Artikler