Hjem Verden Tusindvis af arbejdsløse akademikere

Tusindvis af arbejdsløse akademikere

af Extra Avisen


Mens flere brancher mangler arbejdskraft, er over 14.000 akademikere arbejdsløse, men det er en myte, at kræsenhed afholder dem fra at tage ledige job, mener fagforeningsformand

Tusindvis af arbejdsløse akademikere

Camilla Gregersen, til højre i billedet, her fotograferet ved et vælgermøde for Enhedslisten, er som formand for Dansk Magisterforerning først og fremmest fokuseret på, at arbejdsløsheden blandt akademisk uddannede har været faldende over en bred kam de seneste år. Foto: Marcus Trappaud Bjørn

Hvis du vil være buschauffør, gøre rent eller arbejde i restaurationsbranchen, hænger jobbene populært sagt på træerne, som det er fremgået af flere artikler i Ekstra Bladet på det seneste.

Men samtidig med, at et fuldtidsarbejde er lige til at hive ned af træerne i visse brancher, så oplever andre faggrupper fortsat arbejdsløshed, herunder akademikere inden for det natur- og samfundsvidenskabelige felt og inden for det humanistiske fagområde.

Bruttoledighedsprocenten for november 2021 var på 3.9 procent, viser tal fra Akademikernes Hovedorganisation.. Det svarer til 14.467 personer, der ville kunne bestride et fuldtidsjob. Alligevel står eksempelvis transportbranchen tilbage med skrigende mangel på arbejdskraft, selvom flere virksomheder tilbyder gratis uddannelse med henblik på ansættelse.

Formand for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, forstår udmærket frustrationerne for de virksomheder og brancher, som ikke kan rekruttere arbejdskraft og derfor taber indtægter som følge af tabte ordrer.

– Men det er en myte, at akademikere ikke vil have andre job, fordi de er kræsne, siger Camilla Gregersen og henviser blandt andet til en to år gammel undersøgelse, der dokumenterede, at 93 procent af de arbejdsløse akademikere søgte bredt og ikke kun inden for deres eget fagområde.

Vilde forandringer
Camilla Gregersen er med sine egne ord optimist og overbevist om, at mange flere akademikere i fremtiden vil få job i andre brancher, end de oprindeligt er uddannet til.

– Der er allerede ret vilde forandringer i gang, og vi vil være med til at bygge flere broer på tværs af fag og brancher, siger Camilla Gregersen, der står i spidsen for lidt over 60.000 medlemmer i Dansk Magisterforening.

Selvom der altså er flere end 14.000 ledige akademikere, så er det 7.250 færre sammenlignet med november måned 2020, hvor antallet var 21.374. Ledigheden blandt akademikere er således på det laveste niveau siden 2009.

– Vores medlemmer får ofte at vide, at de er overkvalificerede. Arbejdsgiverne vil ikke bruge penge på at lære dem op, fordi de frygter, at de er ude af døren igen om en måned, siger Camilla Gregersen.



Source link

Flere Artikler